Hvad er egenomsorg?

Egenomsorg betyder at tage ansvar for sig selv både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt. Det kan kun lade sig gøre, hvis du tager dig selv seriøs. Med det mener jeg, at du må give dig selv og dine behov opmærksomhed, lytte til dem, pleje dem og handle på dem hvis nødvendigt. Egenomsorg er ligesom selvudvikling en investering i dig selv, og hvem er mere vigtig end dig? Du må ikke glemme dig selv men gøre egenomsorg til en vigtig del af din daglige rutine. Det handler om at prioritere dig selv og dit eget velbefindende ved at træffe valg og beslutninger der fremmer en sund livsstil.

Egenomsorg

Hvorfor er egenomsorg vigtig?

Egenomsorg er vigtig, fordi den hjælper dig med at føle trivsel og velvære. Når du drager egenomsorg, hjælper du dig selv med at opretholde en sund work-life balance i livet. Du er meget mere effektiv og produktiv, når du er i harmoni med dig selv. Samtidig kan du bedre reducere stress, undgå udbrændthed og øge din evne til at håndtere udfordringer, konflikter og modgang. Du vil helt naturligt også føle et større overskud og have lettere ved at opnå og realisere dine mål og drømme.

Hvorfor snakke om egenomsorg?

Som samfund skal vi skal have meget mere fokus på egenomsorg og have det implementeret som en naturlig del af hverdagen. Virkeligheden er, at hvis du ikke formår at praktisere egenomsorg, hvordan kan du så tage dig af andre? Det kan du måske på den korte bane, men på længere sigt vil du mærke dine egne behov trænge sig på. Hvis du vælger at overhøre eller negligere dem, går det den forkerte vej med din trivsel og dit velvære.
Når du som chef, leder, medarbejder, kollega eller ven viser omverdenen, at egenomsorg er vigtigt for dig, smitter det af på dine omgivelser. De vil mærke din styrke, og at du står ved dig selv og dine behov. Du bliver både den bedste udgave af dig selv men også en rollemodel, et forgangsbillede som viser vejen ved at fremme trivsel og velvære.

Hvordan praktiseres egenomsorg?

Hvis du gerne vil drage egenomsorg, kan du starte med at tænke over, hvad du selv aktivt kan gøre for at føle trivsel og velvære? Hvad er det konkret der mangler?

Hvad vil du gerne blive bedre til?

Det kan være en svær opgave selv at løse, men det behøver ikke være svært. Oplever ofte det bliver sværere, når først du er kommet ind i negativ spiral. Husk, det er også at drage egenomsorg for sig selv at erkende, at det kan være en fordel at søge professionel coaching for et bredere perspektiv.

I en travl hverdag kan du hurtigt komme til at stille alt for mange krav til dig selv, om regelmæssig motion, sund kost, tilstrækkelig søvn, familietid, arbejde, venner, have, sommerhus osv. Det hele kan hurtigt udvikle sig til at virke uoverskueligt.

Du kan derfor selv være med til at forebygge mistrivsel ved at dyrke egenomsorg.

Hvis du lærer at praktisere egenomsorg, vil du mærke, at det bliver lettere for dig at acceptere ting i stedet for at lade dem fylde.

Spørg dig selv ”hvad et meningsfuldt liv er for dig”? Og ”hvad skal der til for at opnå det”? Det er store spørgsmål som kræver, at du er ærlig over for dig selv, også selv om svarene måske ikke er helt, som du havde troet og håbet.

Men sandheden er, at de ærlige svar er vejen til sundhed, livsglæde og forbedret livskvalitet.